I denne måned skal vi læse mere om Holgers rejse som blaffer. Denne gang står Holger overfor gnistrende sorte sigøjnerøjne og en vaskeægte andalusisk Carmencita.

Kærlighed i en Betlehem-stald

Et par lastbilchauffører forbarmede sig over mig og fiskede mig op af arroyo’en, hvor en luksusbil havde losset mig af. De kørte til Sevilla, men lige før vi kom dertil, kørte vi igennem en lille by, hvor man holdt fest. Det virkede meget fornøjeligt, og chaufføren spurgte, om jeg ikke hellere ville stå af her end inde midt i storbyen. Det var slet ikke dumt ræsonneret. Man behøver nemlig ikke større beslutsomhed eller god vilje for at komme i en spansk feststemning. Det var blevet aften, og fornuftsmæssigt burde jeg selvfølgelig finde et natlogi, men jeg var efterhånden blevet så ferm til at finde et sted at sove, at det ikke længere forekom som et problem. Man skulle blot have en smule fantasi. En gang havde jeg boet tre-fire nætter i en slikbutik i en park. Når indehaveren af boden gik hjem om aftenen, tog han varelageret med sig. Af en eller anden grund låste han ikke af efter sig, og så rykkede jeg ind.

Fra baren hvor jeg sad, kunne jeg se en børnekarrusel, der stod i en hyggelig krog af festpladsen lidt i læ af et par store træer. Den var malet i særdeles livlige farver, og dekorationerne og udsmykningerne var ikke mindre farvestrålende. Den bestod af topersoners bænke. Yderste ende af hver bænk havde flotte dyreskulpturer kunstfærdigt udskåret i træ; elefanter, giraffer, drager og andre fabeldyr. De var rene kunstværker og animerede til feststemningen og begejstringen blandt børnene. Det gav også mig gode idéer. Det var ved at være høj sengetid for det unge publikum, og kort efter var de alle gået hjem, og der blev lukket og slukket. Og så listede jeg ind. Jeg udsøgte mig det mest fantasifulde fabeldyr og lagde min sovepose på gulvet foran. Hvilke drømme kunne det ikke inspirere til?

Jeg vågnede ved en voldsom gyngen og rumsteren. To fyre med hver sin lommelygte stod og baksede med motoren. De havde ikke set mig, og jeg forholdt mig musestille og ventede bare på, at de snart ville forsvinde igen, så jeg kunne sove videre. Men så fik jeg betænkeligheder, for måske var det slet ikke mekanikere, der skulle reparere motoren, det var måske et par tyveknægte. I så fald var det ikke svært at forestille sig, hvem der kom i vanskeligheder, når jeg dukkede frem næste morgen. Hvordan kunne jeg tackle den situation uden at blive involveret i alt for meget postyr? Hvis det virkelig var tyve, var det sikkert meget let at skræmme dem væk, men hvordan gjorde jeg det? Jeg gav mig forsøgsvis til at brumme som en gal tyr.

Effekten var over al forventning. De sprang en halv meter i vejret, og med vildt opspilede øjne gloede de rundt på dyreskulpturerne. Så styrtede de af sted, som fanden var i hælene på dem. Jeg var meget tilfreds med mig selv, for det bekræftede min mistanke. En sådan reaktion kunne da kun skyldes dårlig samvittighed. “Der var du vel nok smart,” tænkte jeg og indstillede mig på at sove videre.

Helt så smart var det alligevel ikke, for lidt efter begyndte karrusellen atter at gynge voldsomt. De var vendt tilbage med forstærkning. En tredje person, der åbenbart var ejeren, virkede ikke spor forskræmt. Han troede vist ikke på levende fabeldyr. Han var en stor og kraftig, mørkglødet gut med et snoet overskæg, en næse som en ørn og et par sorte øjne, der lynede. Et sigøjneransigt, når det er flottest. Han så ikke spor venlig ud, men kiggede olmt og forundret på mig. Så gav han mig en ordentlig skideballe, formoder jeg, for jeg forstod ikke et kvæk.

Da han så omsider løb tør for ord og forbandelser, måtte jeg jo i overensstemmelse med almindelig høflighed svare på velkomsttalen. Det gjorde jeg på dansk. Jeg sagde pænt og stille undskyld, fordi jeg havde vanhelliget hans karrusel, men forsikrede, at det havde været en behagelig oplevelse. Det var første gang, jeg havde boet i en karrusel, og jeg syntes, det var meget sjovere og meget, meget billigere end på et hotel. Jeg forstod simpelthen ikke alle de mennesker, der indlogerede sig på et hotel i stedet for at bo i en karrusel. Når først man er kommet i gang med at fortælle det rene vås, er det næsten ikke til at holde op igen. Jeg sørgede for, at der ikke blev så meget ophold i min talestrøm, at han fik mulighed for at afbryde mig. Hvad kunne han også have sagt? Det var grinagtigt at se, hvordan hans barske sigøjneransigt forvandledes til et stort dumt spørgsmålstegn. I mellemtiden havde jeg fået lidt samling på mine ting og fået rygsækken lirket op over den ene skulder. Så kunne jeg beklage, at nu måtte jeg vist hellere gå, og jeg sluttede af med et høfligt: “Muchas gracias y muy buenas noches.” Det sagde jeg på spansk, men ikke en gang det reagerede han på. Jeg skottede bagud, da jeg gik. De stod alle tre helt stille og måbede.