Fincaen til salg

Da Holgers finca skulle sælges:

En vaskeægte, spansk finca – til salg

Af Nanna Lunnemann, nanna@norrbom.com

Holger Johansen er min gode ven. En verdensmand og livsnyder. En, der kan fortælle historier fra verden, som den så ud for 50 år siden. Jeg faldt pladask for Holger, da han trådte ind på kontoret første gang i sin slidte cowboyjakke. Siden har min kæreste og jeg haft fornøjelsen af at blive inviteret på tapas og rødvin i Finca Ventorillo.

Vi blev introduceret for Holger Johansen i februar 2013, da han debuterede med sin første klumme i La Danesa. Her fortalte han om sin ankomst til Spanien, og vi stiftede stille og roligt bekendtskab med den berejste mand med de fantastiske fortællinger. Siden hen har vi fulgt med måned efter måned, når den habile skribent igen har fortalt sine historier med humor og en charmerende skævhed. Denne gang skal vi møde ham på hans finca i El Palo uden for Málaga by.

Holger Johansen kom til Spanien under Franco og har oplevet meget mere af landet end de fleste andre spaniensdanskere. I dag bor han på en finca uden for Málaga og kan se tilbage på et langt liv fyldt med oplevelser fra den store verden – og ikke mindst oplevelser her fra Spanien, som han har fulgt på rejsen fra diktatur til demokrati.

Nok er der mange steder, der kan prale af den spanske lokalkolorit, men Finca Ventorillo er alligevel mit nummer et. Tag et kig med, når eventyreren Holger Johansen, 84, slår dørene op til en ægte spansk finca, Finca Ventorillo.

Naboen har sagt, at fincaen er over 100 år gammel. Holger købte fincaen i midten af 80’erne.

Førhen var der en lille beværtning, hvor folk, der vandrede forbi, kunne komme ind og få en forfriskning.

Der boede ikke nogen, da Holger flyttede ind. På det tidspunkt stod mange fincaer tomme, fordi folk forlod dem og flyttede ind til byerne. De kunne ikke leve og dø her, fortæller han.

Jair Carrillo, colombianer og ven til Holger, sejlede med DFDS som maskinarbejder. Her sejlede han med danske både i 12 år, hvor han sparede op og købte fincaen og der til hørende grund. I midten af 80’erne solgte han fincaen til Holger.

Der stod ting, som folk havde efterladt, men det var ikke længere noget værd – hverken nyt eller gammelt. Holger fandt gamle redskaber og den slags fra naboerne omkring. Han spurgte, om de ville sælge tingene, men dem måtte han godt beholde.

Holger ville bevare fincaens oprindelige stil og har således indrettet på vaskeægte, autentisk manér. Her ses køkkenet.

Holgers ven og arkitekt, Gerth Borane Bush, sagde om Holgers finca: “Det var arkitektur uden arkitekt.” Han kunne godt lide det, fortæller Holger. Han havde fire-fem steder, som han kaldte et sted. Og som Holger fortæller, så skulle det i hvert fald have personlighed, hvis det skulle regnes med som ét af vidunderne. Det var helt exceptionelt, og det her var et af dem.

Holger var gået i gang med trappen op til sit atelier, mens han havde besøg af Gerth Borane Bush og hans kone, og Holger ville gerne have nogle gode råd. Men det fik han ikke. “Jeg skulle nok selv finde ud af det. Han ville ikke ødelægge noget.” Holger forklarede, hvad han havde tænkt sig, og så gav arkitekten alligevel et par gode råd. Og trappen blev lavet efter hans devise.

Holger har to hunde. Den ene er gravhunden Fea. Hun fik navnet, fordi han selv syntes, at hun var den grimmeste i kuldet. Fea er meget gammel og har svært ved at høre, når der kaldes på hende. Men hun tripper rundt og hygger sig, når ikke hun holder siesta i skyggen.

Holgers atelier. Døren er afrikansk og fra markedet i Fuengirola.

Her skriver Holger sine klummer på gammeldags manér, nemlig på den røde skrivemaskine.

Holgers sovekammer.